Et hus på Fanø

Johanne Thøgersens Hus

Huset ligger i Sønderho og hedder Johanne Thøgersens hus.

Johanne Thøgersen (1900 – 1965) boede her indtil huset brændte i 1950. Hun var væverske og en markant personlighed i byen, så det virkede naturligt at kalde det nye hus, der blev opført på grunden i 1961, for Johanne Thøgersens Hus.

Det var den daværende Handelsbanken, der fik bygget huset som et ferietilbud til sine ansatte, og helt frem til 2015 har talrige medarbejdere i Handelsbanken (nu Danske Bank) nydt deres ferier her.

Huset er bygget i traditionel Sønderho-stil: en øst-vest vendt længe med høj tagrejsning og stråtag. I øverste del af gavltrekanten en grønmalet bræddebeklædning og over vinduerne stik malet i grøn, hvid og sort.